Om Anne Schack
af Anne Schack
Jeg var, som så mange andre, dybt forvirret over, hvad jeg ville med min fremtid. Skulle jeg vælge uddannelse ud fra min fornuft, eller skulle jeg vælge ud fra mine kreative interesser?
I dag er jeg uddannet E-designer, som jeg startede med at læse i sommeren 2010. Det er ikke længe siden, men det føles alligevel sådan, i forhold til hvad jeg har lært, erfaret, oplevet og præsteret de sidste 2 år.
Det var lidt af et tilfælde, at jeg endte med at læse E-design.
Jeg var til åbent hus på KEA, da jeg havde læst om Designteknolog-uddannelsen, og ville høre mere om denne. I stedet endte jeg til oplægget om E-design, og forelskede mig i uddannelsen.
E-design har for mig været den perfekte kombination af fornuft og interesse.
Det handler om, selv at se mulighederne i uddannelsen, for det er kun dig selv der sætter grænser. E-Design har en fantastisk lærestab, som har støttet mig i mine tiltag og idéer, så det er bare med at komme i gang, og bruge dem som sparringspartnere!
Denne sommer startede jeg på PBA’en (Professionsbacheloren) på Frederikkevej i Hellerup, hvor jeg læser Brand Design. Udover Brand Design, tilbyder KEA i Hellerup også PBA i Fashion Design, Pattern Design, Living Design, Ideation og Communication Design.
Jeg har valgt at læse videre, da jeg på ingen måder er færdig med at suge viden til mig, og ønsker at lære meget mere. PBA’en er et naturligt valg, da det er en naturlig overgang fra E-design, og da jeg derved får en bachelorgrad, og derefter igen har flere muligheder for at læse videre, fx på en kandidat.
PBA’en har, indtil videre, levet op til mine forventninger, om et højere, fagligt niveau, god struktur og en rød tråd i undervisningen. Derudover har min PBA taget en temmelig uventet drejning, da jeg har fået tilbudt at læse 6. semester på Ryerson University i Toronto, Canada, på Faculty of Communication & Design, som en del af KEA’s udvekslingsmuligheder. Dette er for mig en kæmpe mulighed og en stor udfordring, som jeg tvivler på, jeg ville have taget op, hvis ikke det havde været for alt det, jeg har fået med fra min uddannelse som E-Designer.
Jeg glæder mig til, at se hvad fremtiden bringer!